To mænd har onsdag taget plads i et lille retslokale i Retten i Glostrup. En af dem er Fasar Abrar Raja, som er kendt fra tv-dokumentaren “Den sorte svane”.
Ved siden af sin advokat sidder den 49-årige i retten. Håret er langt, det samme er skægget. Mørkt, men godt på vej mod gråt.
Stod det til ham selv og advokaten, skulle det være forbudt at nævne hans navn. Men dommeren ved Retten i Glostrup har afvist at nedlægge navneforbud.
Både anklagemyndigheden og pressens repræsentanter protesterede og henviste til sagens samfundsmæssige betydning. Sagen drejer sig om omfattende økonomisk kriminalitet, og det faktum at Fasar Raja har medvirket i dokumentaren, spiller også ind, lød argumenterne, som dommeren valgte at følge.
Den anden mand er revisor. Ifølge sigtelserne fra anklagemyndigheden har han bistået den 49-årige i flere forhold om snyd med skat og moms. Revisorens identitet er i modsætning til Fasar Rajas blevet beskyttet.
Der er mange forhold i sagen, som anklageren fra National enhed for Særlig Kriminalitet læser op. Sammenlagt drejer det sig om millioner af kroner, som statskassen angiveligt er blevet snydt for.
Inden retsmødet kom tre efterforskere slæbende med hver sin flyttekasse, som de bar ud af rettens røde elevator og hen forbi flokken af pressefolk, pårørende og politifolk, som befandt sig på gangen uden for retslokalet.
Det er blandt andet snyd med opgivelse af moms, som sagen drejer sig om. Men også indbetaling af skat og arbejdsmarkedsbidrag – eller rettere mangel på samme – er der rejst sigtelse for.
Fasar Raja nægter sig skyldig. Det samme gør revisoren.