En kvinde er afgået ved døden efter en hændelse i København. Politiet kan endnu ikke udelukke, at der ligger en kriminel handling bag
Mindst 14 udrykningskøretøjer rykkede lørdag morgen ud til et alarmopkald fra Sank Annæ Gade i København.
Her fra kunne Presse-fotos.dks udsendte fortælle, at store røgskyer udviklede sig fra en etageejendom under en brand.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hovedstadens Beredskab indsatte flere røgdykkerhold for at foretage slukning og eftersøgning, og omkring klokken 08.15 kunne branden meldes slukket.
Samtidig var Presse-fotos.dk i kontakt med vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen, som på daværende tidspunkt ikke kunne oplyse, om der var sket personskade.
“Brandvæsenet er i gang med efterslukning – og der er på nuværende tidspunkt stadig for varmt inde i lejligheden til, at vi kan komme ind og se efter mennesker,” lød det fra vagtchefen klokken 10.00.
Men lørdag eftermddag meddeler Københavns Politi, at man har fundet en død kvinde i lejligheden.
“Det er for tidligt at sige, om noget kriminelt ligger bag branden, men vi efterforsker ud fra forskellige hypoteser,” siger vagtchef Stefan Ladby til Ritzaus Bureau.
Presse-fotos.dk følger sagen …