Har du hund skal du læse med her: Fra 1. oktober sker det

Hund
Arkivfoto.

Fra 1. oktober bliver hundelivet en del sødere for mange danske firbenede væsner. Der er dog nogle ting du som ejer til en hund, bliver nødt til at være opmærksom på.

De danske strande tiltrækker året rundt en masse glade gæster. Om det er for at slikke sommersolen, eller blive blæst godt igennem af efterårsblæsten er underordnet.

Og for både hund og ejer er der altså særligt godt nyt, hvis man er glad for vand og strand.

I sommerhalvåret er det nemlig forbudt, at lade sin hund løbe frit på stranden – fra 1. oktober ændrer det sig dog.

Lad snoren blive derhjemme

Helt fra oktober til marts, kan du som hundeejer se frem til at slippe din firbenede ven løs på de fleste danske strande.

Det er dog særligt vigtigt, at du har trænet din hund til at komme når du kalder på den.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

“Stranden er et populært sted at give sin hund nye oplevelser og masser af motion. Det er dog vigtigt at have fuld kontrol over hunden, da en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og kan skræmme andre strandgæster,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Hold øje

Naturstyrelsen retningslinjer er faktisk sådan, at din hund som udgangspunkt skal være i snor.

Det skyldes, at der mange steder i landet er andre arter, der også skal tages hensyn til.

Hunde, der løber frit kan stresse det vilde dyreliv, eller i værste fald jage dyrene væk fra deres territorier.

Derfor er der stadig steder, hvor reglen om at din hund må løbe frit fra 1. oktober, ikke gælder.

Du opfordres derfor til at holde øje med den lokale skiltning om løse hunde på stranden.

Mange danskere er vilde med vores firbenede bedste ven. Men er du i virkeligheden egnet til at have hund? Hvis du svarer nej til disse spørgsmål, skal du måske genoverveje om der skal stå hundeejer på dit CV.