Tirsdag er der blevet valgt ny regionrådsformand for Region Sjælland. Fremover kan borgerne se frem til et stort fokus på nærhed og lighed i sundhedsvæsnet for regionen.
Den nye formand overtager stafetten fra Heino Knudsen (S), der har stået i spidsen for Region Sjælland siden 2018.
Fremover bliver det nemlig Trine Birk Andersen (S), der er formand for regionsrådet i Region Sjælland. Det sker efter et fuldstændig enigt Regionsråd tirsdag aften, valgte hende som næste formand.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Og det er da også en formandspost Trine Birk Andersen ser på med en stor seriøsitet og ansvar.
“Jeg har tænkt mig lige fra dag ét at tage ansvar og fastholde et urokkeligt fokus på borgerne i Region Sjælland, for det har vores borgere både brug for og fortjent. Vi står overfor store forandringer i vores alle sammens sundhedsvæsen, og i den sammenhæng er det altafgørende for borgerne og medarbejderne her i regionen, at vi bliver ved at arbejde for at skabe nære løsninger og lighed i sundhed,” udtaler Trine Birk Andersen i pressemeddelelsen.
Uddannet sygeplejerske
Den nye formand har siddet i Regionsrådet i Region Sjælland siden 2018 og i bestyrelsen for Danske Regioner siden 2022.
Trine Birk Andersen kommer da også med en lang fortid fra sundhedsvæsnet i bagagen.
I 2005 blev hun uddannet sygeplejerske, men de seneste fire år har hun brugt i børne- og ungepsykiatrien i Region Sjælland. Her har hun særligt haft fokus på at forebygge akutte indlæggelser af børn og unge med psykiske problemer.
Det nye formandsskab gør dog, at hun må tage orlov fra det job.
“Der er ingen tvivl om, at jeg også tager sygeplejersken Trine og mit indgående kendskab til sundhedsvæsnet indefra med mig i min nye rolle som regionsrådsformand. Jeg mener, at kombinationen af min baggrund og mine knap syv år som regionspolitiker giver mig nogle gode forudsætninger for at træde ind i rollen og den fælles opgave med at fremtidssikre sundhedsvæsnet. Det er min ambition at fortsætte det arbejde og at gøre det i et bredt samarbejde med Regionsrådets øvrige partier,” udtaler Trine Birk Andersen.
På trods af, at hun udelukkende kommer til at være formand i den resterende del af den indeværende valgperiode, tager hun ikke for let på opgaven.
“Jeg ser på ingen måde mig selv som en overgangsfigur. Men én, der påtager mig hvervet som formand fuldblods og vil kæmpe for at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen for borgerne,” afslutter hun.
Tirsdag kom det også frem, at en minister afbrød sin barsel.