Brøndby IF har modtaget en kæmpe bøde og samtidig en betinget tilskuerstraf efter en omdiskuteret hjemmekamp
Fodboldforbundet UEFA har valgt at straffe vestegnsklubben Brøndby IF efter sidste uges hjemmekamp i Conference League mod det polske storhold Legia Warszawa.
Det oplyser UEFA i et skrifligt svar til Bold.dk.
UEFA begrunder straffen med, at der er sket et brud på sikkerhedsreglerne efter affyring af fyrværkeri på Brøndby Stadion.
Dommen lyder på to bøder af henholdsvis 8.000 og 40.000 euro, der svarer til omkring 420.000 kroner i alt.
Udover den store bødestraf har UEFA også valgt at give Brøndby IF en betinget tilskuerstraf.
Det betyder, at Sydsiden vil blive lukket til en europæisk fodboldkamp, hvis Brøndby-tilhængere igen begår regelbruddet inden for de kommende to år i UEFA-regi.
Brøndbys næste UEFA-kamp kan dog allertidligst blive om et år, fordi klubben torsdag aften blev slået ud af Conference League på udebane mod netop Legia Warszawa.