Politiet er til stede omkring en smadret bil, der står tæt ved en lille, lokal kirke. En person er indtil videre blevet anholdt
Et vidne fortæller tirsdag aften ved 20-tiden til Presse-fotos.dks udsendte, at der er hørt skud omkring et parcelhuskvarter tæt på kirken ved Kirkehusvej i Fliskov lige nord for Billund.
Samtidig bekræfter Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X, at politiet er talstærkt til stede i området.
Det sker ifølge politikredsen i forbindelse med anmeldelsen af et ‘mistænkeligt forhold.’
‘Den mulige gerningsperson er anholdt, og der er ikke fare for borgere eller andre i området,’ lyder det fra Sydøstjyllands Politi, der på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Presse-fotos.dks udsendte har været i kontakt med vidner i området, der fortæller, at der er hørt lyden af skud, mens de også oplyser, at den anholdte skulle være en ‘skidt fyr’.
På billeder fra stedet kan man se, at flere betjente arbejder omkring en ødelagt personbil. Særligt forruden i bilen er gået i stykker.
Det er uklart, hvilken rolle den pågældende bil spiller i sagen.
Over for Ekstra Bladet oplyser Sydøstjyllands Politi, at ingen personer er afgået ved døden som følge af hændelsen – og at ingen ‘umiddelbart’ heller skal være kommet til skade.
OPDATERING:
Senere oplyser Sydøstjyllands Politi, at politiet har fået en anmeldelse om, at en person har medbtragt et våben på gaden.
“Det tager vi meget seriøst, og vi er ude på en bopæl, hvor det viser sig, at der er tale om en attrap,” siger vagtchef Steffen Wolf til B.T..
Den mistænkte gerningsmand er endnu anholdt.