Nu vender det: Frem med solcreme og kolde drikke

Illustrationsfoto

Sommerligt vejr med op til 25 grader ventes midt i ugen

Det grå, ustadige sommervejr bliver kort afbrudt i løbet af ugen, hvor solen kigger frem, og vi kan se frem til op mod 25 grader. 

Der er dog endnu ikke forhåbning om at pakke regntøjet væk endnu. Ugen begynder med regn og byger.

Det fortæller vagthavende meteorolog Anesten Devasakayam ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. 

– I dag (mandag, red.) lægger vi ud med mest skyet vejr, byger og regn, som ligger over den centrale del af landet. I løbet af dagen klarer det op fra vest og syd, og så bliver der lidt eller nogen sol og kun enkelte byger, siger han. 

(Artiklen forsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Når natten til tirsdag trænger sig på, vil skyerne dog igen trække ind over landet, og udsigt til yderligere regn vil nærme sig. 

Tirsdagen starter med lidt eller nogen sol, men ellers bliver det skyet med regn og byger sydfra. 

– Byger kan lokalt godt være kraftige og med torden, siger Anesten Devasakayam.

Det er primært Jylland, der ligger i risikozonen for mest regn, men det kan ramme hele landet ugen igennem. 

Onsdag fortsætter samme fortælling som mandag og tirsdag med byger og en smule sol.

For en kort stund kan man torsdag og fredag sende regnjakken og gummistøvlerne på ferie. 

Et højtryk ruller torsdag indover Danmark, hvilket betyder, at man kan forvente tørt og varmt vejr. 

Temperaturen får et nøk op og kan måske snige sig op på 22 grader, siger meteorologen. 

– Fredag ligger højtrykket der stadigvæk. Det bliver en tør dag med sol. Her kan temperaturen nå op på 25 grader, siger han. 

Der er størst sandsynlighed for det varme sommervejr på Sjælland og Bornholm. 

Men det bliver en kort fornøjelse. For som det ser ud på nuværende tidspunkt, bevæger højtrykket sig videre i weekenden. 

– Det ser ud til, at det bliver mere ustadigt igen, siger Anesten Devasakayam.