Skyderi på åben gade: Flere skud affyret

Fredag morgen er politiet massivt til stede i et boligkvarter efter et skyderi i nat. Politiet oplyser, at flere skud er affyret

Østjyllands Politi har denne morgen afspærret et større område omkring boligblokkene på Damagervej i Viby efter en skudepisode.

På billeder fra stedet ses flere betjente og hundepatruljer, der afsøger området, mens politiets gule markeringer er lagt på vejen.

Østjyllands Politi bekræfter på det sociale medie X, at der er sket et skyderi.

‘Vi er til stede på Damagervej i Viby J efter en episode i nat, hvor der er afgivet flere skud. Efterforskningen forventes at fortsætte på stedet hele formiddagen,’ lyder det fra politikredsen kort efter klokken 08.00.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet er talstærkt til stede denne morgen

Der er ikke nogen personer, der er blevet ramt af skuddene – ligesom politiet heller ikke er skredet til anholdelse af nogen.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzaus Bureau, at man formoder, at skyderiet har relation til et brandangreb og et knivstikkeri i den forgangne periode.

Hvis man har været vidne til skyderiet – eller har andre oplysninger i sagen – bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Der er i den seneste periode sket flere alvorlige, kriminelle handlinger i Aarhus. Den 26. juni blev en 25-årig mand dræbt med knivstik i Grøfthøjparken, mens en 20-årig mand tre dage senere blev stukket ned i en parkeret bil ved Grundtvigsvej.

Natten til tirsdag blev desuden udført et brandangreb mod en boligblok på Gudrunsvej i Brabrand. Østjyllands Politi mener, at der er sammenhæng mellem knivstikkeriet og brandangrebet.

Presse-fotos.dk følger sagen …

En DF-politiker har netop offentliggjort, at han er blevet terminalt syg med kræft. Manden har tidligere siddet i Folketinget og er blevet ramt af en hjernetumor.