Branden torsdag i Skatteministeriet er den seneste af en række brande i kendte bygninger, men det er umiddelbart tilfældigt.
Det siger Jens Kastvig, brandekspert hos Ingeniørforeningen (IDA).
– Der er altid en risiko for, at en bygning kan bryde i brand, siger han og nævner, at der for et sted mellem hver 100.000-150.000 kvadratmeter bygning sker en brand om året i gennemsnit.
– Det kan være alt fra en mindre brand til en større brand, siger han.
Børsen-bygningen i København brændte i april. Tre af Novo Nordisks bygninger har den seneste tid været i brand. Og torsdag er det altså Skatteministeriet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Jens Kastvig tænkte i første omgang egentlig, at den aktuelle brand kunne skyldes en ombygning.
Ved Børsen-bygningen og Novo Nordisk var der nemlig ombygninger i gang, og det øger risikoen for, at der eksempelvis kan gå ild i et stykke tagpap eller andet i forbindelse med arbejdet.
Men ATP Ejendomme, som ejer bygningen, hvor Skatteministeriet har til huse, fortæller, at der ikke har været en ombygning i gang.
– Brandvæsnet har da travlt for tiden. Men det er tilfældigt, håber jeg, siger Jens Kastvig, der godt kan forstå, at nogle sidder derude og undrer sig.
Tim Ole Simonsen, indsatsleder hos Hovedstadens Beredskab, siger desuden, at der ikke er noget, der tyder på, at de mange brande hænger sammen.
– Der er ikke noget for os, der indikerer nogen som helst sammenhæng, og der er tale om vidt forskellige virksomheder og bygningstyper, siger han.
Branden i Skatteministeriet brød ud torsdag formiddag, men er kort før middagstid kommet under kontrol.
Der havde netop været pressemøde anført af skatteminister Jeppe Bruus (S) i bygningen.
Alle ansatte blev hurtigt evakueret.
Lige nu er den voldsomme brand ved Skatteministeriet i gang. Læs den historie her.