Tivoli i København var her til aften centrum for en skøn begivenhed, da landsholdet blev sendt afsted til tonerne af Malthe Eberts EM sang.
Arrangementet markerede afskedsfesten for det danske landshold, der nu drager af sted til EM. Begivenheden, som trak fans i alle aldre til, bød på en række højdepunkter, der vil blive husket længe.
I løbet af aftenen blev der skabt glæde blandt tilskuerne, da der blev sparket bolde ud i mængden – hver og én forsynet med autografer fra de deltagende fodboldspillere.
En af aftenens hovedpersoner, Rasmus Højlund, fangede alles opmærksomhed med sin tilstedeværelse. Den unge stjerne, der ellers er vant til rampelyset på banen, virkede bemærkelsesværdigt genert, da han blev tiljublet, og i det efterfølgende møde med fansene der stod langs hegnet ved scenen.
Det var uden tvivl musikken, der satte prikken over i’et denne aften. Malthe Ebert, der allerede har fået massiv opmærksomhed for sin nye EM-sang, leverede en optræden, som publikum sent vil glemme. Det var aftenens helt store moment, hvor alle følte sig forbundet, og Ebert viste endnu en gang, hvorfor han er en af Danmarks mest elskede musikere.
Artiklen fortsætter efter billedet
Arrangementet var yderst velorganiseret, og kan sagtens gentages. Aftenens kombination af fodbold og musik skabte en unik atmosfære. Vi har før set Tivoli arrangere arrangementer i forbindelse med sportslige begivenheder, eksempelvis Tour de France, og det fungerer rigtig godt.
Alt i alt var det en vellykket aften, der efterlod et smil på alles læber. Landsholdet blev sendt af sted til EM med et brag af en fest, og vi ønsker drengene al held og lykke i Tyskland.