Landets politiske ledere er onsdag mødt op til fejring af Grundloven, der har 175-års jubilæum i 2024. Se billeder fra dagen nederst i artiklen
Onsdag – på grundlovsdag – fejres 175-året for Grundloven, og Folketingets partiledere og flere af de kongelige er mødt op på Christiansborg.
Alle som én hylder de Grundloven og det danske demokrati. Men flere af dem minder også om, at man ikke skal tage den for givet.
Moderaternes politiske leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, kalder Grundloven “robust med patina”.
– Det er jo lykkedes os hen ad vejen at fortolke Grundloven, så den matcher det moderne samfund, siger han.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, siger, at det er værd at glæde sig over den i en tid, hvor ufrie kræfter hersker flere steder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Den danske grundlov står som et stærkt fundament, siger hun.
Fra morgenstunden deltager politikerne i en festgudstjeneste i Holmens Kirke. Senere er der fejring på Christiansborg.
Det foregår i Landstingssalen. Kongefamilien deltager også i fejringen.
Støjberg følges med SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, som mener, at det faktum, at de to følges ad trods uenigheder, er et godt eksempel på det fundament, Grundloven har skabt.
– Det er sådan, politik er i Danmark – vi kan snakke sammen på tværs og også være rygende uenige, siger hun.
Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, mener, at dagens fejring er en god måde at markere på, at demokratiet i Danmark har det godt.
– Men ikke mange timer herfra kæmper folk for de samme rettigheder, siger han med henvisning til krigen i Ukraine.
Flere partiledere holder deres egne grundlovstaler rundt omkring i landet i løbet af dagen.