Katinka Band har i april udgivet sit fjerde album. Inden bandet opløses tager det på en sidste danmarksturné
Medlemmerne i det danske band Katinka Band går hver til sit efter ti års samarbejde.
Det oplyser bandets pladeselskab, Playground Music Denmark, i en pressemeddelelse.
Katinka Band består af Katinka Buchwald Bjerregaard, Simon Ask Ladekarl, Marie Hageltorn Christiansen og Torben Guldager.
– Det har ikke været en nem beslutning for os, men når man bliver voksne sammen, skal der også være plads til at vokse i forskellige retninger, og den individuelle udvikling vil vi gerne respektere, lyder det fra bandet i pressemeddelelsen.
Bandet har i april udgivet sit fjerde album, “Vi Lader Bare Som Om”. Derudover har bandet udgivet to ep’er, som er en udgivelse, som er kortere end et album.
Inden medlemmerne i Katinka Band splitter op, vil bandet tage på en sidste danmarksturné.
/ritzau/