Det har sandsynligvis fået konsekvenser for flere mennesker, at et travl færdselsåre mandag morgen blev blokeret af aktivister
Klimaaktivister gør mandag morgen livet surt for bilister i det store lyskryds ved Vibenshus Runddel på Østerbro i København.
Her blokerer mindst otte medlemmer af klimaorganisationen Nødbremsen vejen, så bilister ikke kan køre over krydset.
Aktivisterne har medbragt bannere, hvor der blandt andet står ‘Drop de nye motorveje’ og ‘Klimakollaps: Træk i nødbremsen’.
Københavns Politi er kort efter klokken 08.00 ankommet til stedet, hvor man nu forsøger at fjerne aktivisterne fra vejen, så trafikken kan glide frit.
På optagelser fra stedet kan man høre flere frustrerede bilister fortælle aktivisterne, at de skal fjerne sig, fordi bilisterne skal på arbejde.
Aktionen har dog ikke skabt yderligere ballade end det.
Se politiet fjerne aktivisterne fra vejen i videoen under her – artiklen fortsætter under:
Nødbremsen mener, at samfundet står over for et eskalerede klimakollaps, der kalder på omgående og drastisk handling.
‘Samtidig er regeringen med til at eskalere den situation, vi står i, – feks ved at anlægge nye motorveje for 26 milliarder kroner. Vi kan ikke længere være tilskuere til, at vores regering fører en politik, der eskalerer klimakollapset,’ oplyser klimaorganisationen på sin hjemmeside.
Klimaaktivister benytter sig ofte af civilulydighed for at få deres budskaber frem. Det sker blandt andet ved blokader.
OPDATERING:
Efterfølgende er der opstået ballade på stedet. Det kan du læse mere om HER.