Mand med benzindunk flygter fra brændende bil

Et vidne har set en mand med en benzindunk løbe væk fra en brændende bil

Voldsomme flammer har tidligt tirsdag aften raseret en personbil på en parkeringsplads ved Hedelunden i Greve.

Presse-fotos.dks udsendte har været i kontakt med vidner på stedet.

“De fortæller, at de har hørt et stort brag og kort efter set en mand med en benzindunk løbe væk fra stedet, sætte sig ind i en bil og køre væk,” lyder det.

SE OGSÅ: POLITIET FINDER STOR BLODPØL PÅ GADEN

Anmeldelsen indløb klokken 18.31, og kort efter var Midt- og Vestsjællands Politi og brandvæsenet fremme på stedet.

Her kunne man konstatere store flammer, men alligevel tog det ikke lang tid for brandfolk at få slukket branden.

Politiet er nu i gang med en efterforskning af episoden, da man mener, at branden er påsat.

Det indebærer på nuværende tidspunkt at afhøre vidner og undersøge området.