Mette Frederiksen melder ud om møde: USA har stadig ambitioner om Grønland

I går var en dansk-grønlandsk delegation bestående af Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt til møde med den amerikanske vicepræsident og udenrigsminister.

I en skriftlig udtalelse kommenterer Mette Frederiksen på gårsdagens møde med USA. Det skriver TV 2.

“Jeg modtog i går en briefing om mødet mellem Grønland, Danmark og USA fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt,” lyder det fra statsministeren, der ikke selv deltog i mødet.

Hun fortsætter:

“Det var ikke noget nemt møde, og jeg vil gerne takke de to ministre for klart og tydeligt at have gjort Kongerigets synspunkter gældende og for at have imødegået de amerikanske påstande. Det var vigtigt.”

Men selvom Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt satte foden ned over for de to amerikanske toppolitikere, ændrer det ikke på, at der er “fundamental uenighed” mellem landene.

“Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en fundamental uenighed, fordi den amerikanske ambition om at ville overtage Grønland er intakt. Det er selvsagt alvorligt, og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed,” lyder det fra Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen afslutter med at understrege, at Grønlands sikkerhed er et fælles ansvar for hele NATO.

“Danmark har investeret markant i nye arktiske kapaciteter. Og jeg vil gerne kvittere for, at en række allierede i disse dage bidrager til fælles øvelsesaktiviteter i og omkring Grønland. Forsvaret og beskyttelsen af Grønland er et fælles anliggende for hele NATO-alliancen. Regeringen vil i morgen orientere Folketingets partiformænd og de nordatlantiske medlemmer af Folketinget om situationen på et møde i Statsministeriet,” skriver statsministeren til slut.

Se også
Forsvarsminister: Faren er ikke drevet over

Korte videoer