Anklagemyndigheden vil have en 38-årig mand straffet med mere end fire års fængsel for i høj fart og under påvirkning af narkostoffet fantasy tilbage i maj at have været skyld i 26-årige Thomas Lassens død.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som er sendt til Retten i Kolding med påtegning om, at sagen skal føres under medvirken af nævninger. Og det er netop den detalje, som viser, at man vil gå efter en straf på mindst fire års fængsel.
Den 38-årige mand har siddet varetægtsfængslet, siden han 24. maj, dagen efter ulykken, blev varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Det skete i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, og ved den lejlighed nægtede manden sig skyldig.
Politiet har i efteråret afsluttet sin efterforskning af sagen, og anklagemyndigheden har rejst tiltale efter en række bestemmelser i straffeloven og færdselsloven.
Den alvorligste anklage er punktet om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det er en bestemmelse, som anvendes navnlig i forbindelse med trafikdrab, hvor føreren har været påvirket af alkohol, medicin eller narko. Strafferammen er helt op til 10 års fængsel.
Typisk ligger straffene i omegnen af fire-fem års fængsel, men i et enkelt tilfælde har Østre Landsret idømt en mand syv års fængsel.
Den aktuelle sag drejer sig om en ulykke på Koldingvej i Vamdrup, hvor en Audi Q7 med den 38-årige bag rattet ramte en modkørende bil. I den modkørende bil sad 26-årige Thomas Lassen og to passagerer.
Den 26-årige mand blev så alvorligt kvæstet, at han afgik ved døden.
Ifølge anklageskriftet var Audien brugsstjålet, og den 38-årige mand var tidligere blevet frakendt retten til overhovedet at køre bil.
Hastigheden var høj – ifølge anklageskriftet helt oppe på 150 kilometer i timen – og flere gange trak manden over i den modsatte kørebane, hvilket i to tilfælde udsatte andre bilisters liv for fare, lyder anklagen.
Det hele foregik desuden i en rus forårsaget af stoffet gammahydroxybutansyre. Stoffet, som forkortes GHB går også under navnene fantasy og flydende E, hvor E’et er et slang for et andet festnarkotikum, nemlig ecstasy.
Retten i Kolding oplyser, at sagen vil blive behandlet over tre dage i januar. Den begynder 9. januar og ventes afsluttet 17. januar.