Belgisk teenager sigtet for røveri af 14-årig dansker

En 14-årig AGF-fan blev efter fodboldkampen mellem AGF og Club Brugge overfaldet og fik taget sin fantrøje

Det er efterhånden ikke noget særsyn med dårlig opførsel blandt fodboldtilhængere, og torsdagens fodboldkamp på Aarhus Stadion mellem de lokale helte fra AGF og belgiske Club Brugge var ingen undtagelse.

En 14-årig dreng blev ifølge Østjyllands Politi efter fodboldkampen frataget sin fodboldtrøje. En 17-årige belgisk dreng er i den forbindelse blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 17-årige nægter sig skyldig og har kæret fængslingen til landsretten.

Retsmødet blev afholdt bag lukkede døre, så presse og offentligheden har kun haft mulighed for at høre sigtelsen mod den 17-årige.

Den 14-årige AGF-fan blev ifølge politiets sigtelse både slået og sparket. Episoden udspillede sig på Carl Nielsens Vej, som ligger nogle hundrede meter fra stadion.

Selv om flere domstole i lignende sager har afvist at dømme for røveri, netop hvor fodboldbøller har tvunget fans fra modsatte hold til at aflevere en fodboldtrøje, så har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi alligevel rejst sigtelse for røveri.

I de tidligere sager er der i stedet blevet dømt efter straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang, som har en mildere straframme end røveribestemmelsen.

Domstolenes begrundelse for ikke at dømme for røveri har været, at de dømte ikke har taget trøjen på grund af den værdi, som den repræsenterer, men fordi gerningsmændene har ønsket at håne og ydmyge trøjernes ejermænd.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at fodboldkampen derudover alene afstedkom enkelte mindre politisager om for eksempel overtrædelse af maskeringsforbuddet of ordensbekendtgørelsen.

Kampen handlede om kvalifikation til den europæiske klubturnering Conference League. AGF vandt 1-0, hvilket ikke rakte til kvalifikation. Belgierne havde nemlig sejret med 3-0 i sidste uge i den første af to kampe.

/ritzau/