53-årig mand dræbte ifølge enigt nævningeting i byretten 41-årige ekskone. Sagen er anket til landsretten
En 53-årig mand, der sidste uge blev idømt livstid ved Retten i Aalborg for at have dræbt sin 41-årige ekskone i september 2021 ved at skyde hende, har anket sagen til landsretten.
Det fortæller den 53-åriges forsvarsadvokat, Jens Lang Rask, til Dagbladet Ringkøbing Skjern tirsdag.
– Han vil gerne have, at nye dommere og nye nævninger vurderer sagen ud fra sin helhed med nye øjne uagtet den stillingtagen, der var i byretten, fortæller Jens Rask til avisen.
Manden blev desuden dømt for i 34 tilfælde at have overtrådt et tilhold mod at tage kontakt til kvinden.
Det var planen, at manden skulle møde i retten for overtrædelserne af tilholdet 11 dage efter drabet.
Den 41-årige var udstyret med en overfaldsalarm, som hun aktiverede, da manden pludselig dukkede op på hendes adresse.
Men inden politiet nåede frem, var kvinden blevet skudt. Hun døde kort tid efter af sine kvæstelser.
LÆS OM SAGEN HER: MAND FÅR LIVSTID: SKØD OG DRÆBTE BØRNENES MOR FORAN DEM
Selv om den 53-årige under retssagen afviste at have haft til hensigt at slå sin ekskone ihjel, har han erklæret sig parat til at tage sin straf.
Det var et enigt nævningeting, der fandt manden skyldig. Episoden blev overværet af flere af kvindens naboer, og episoden er optaget på video.
Også kvindens overfaldsalarm optog lyd fra øjeblikkene omkring drabet.
/ritzau/