
En dommer ved Retten i Horsens har besluttet at varetægtsfængsle fem mænd i en sag om handel med over 100 kilo narkotika og flere skydevåben.
Det oplyser senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Lise Hebsgaard.
De fem mænd nægtede sig alle skyldige og nægtede også at udtale sig under grundlovsforhøret, der blev afholdt for lukkede døre.
De blev anholdt tirsdag i en større aktion i Aarhus- og Silkeborg-området.
En af mændene er sigtet for have modtaget i alt 140 kilo hash i august 2020 samt to forskellige skydevåben i december samme år.
En anden er sigtet for at have modtaget flere kilo kokain og overdraget tre skydevåben, herunder et automatvåben.
LIGE NU LÆSER ANDRE: 24-ÅRIG STJAL OVER 100 COMPUTERE PÅ SKOLE: HER ER DOMMEN
De tre sidste er alle sigtet for at have modtaget mellem et og 15 kilo kokain i perioden december 2019 til august 2020 i Østjylland.
11 mænd i alderen 20-39 år blev anholdt i aktionen, der strakte sig over både mandag og tirsdag.
Flere af de i alt 11 sigtede har relationer til det aarhusianske bandemiljø, oplyste National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) tirsdag i en pressemeddelelse.
I forbindelse med ransagningen blev der beslaglagt en skarpladt pistol, et stort kontantbeløb samt store mængder kokain og hash, oplyste NSK.
Politiet havde i længere tid op til aktionen haft gang i “en grundig og omfangsrig efterforskning” af netværket, fortalte Michael Kjeldgaard, der er ledende politiinspektør i NSK.
LÆS OGSÅ: LASTVOGN VÆLTET PÅ MOTORVEJ: OPRYDNING TAGER FLERE TIMER!
– Med anholdelserne har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotika- og våbennetværk, der har tilknytning til det aarhusianske bandemiljø, sagde han i pressemeddelelsen.
Tre af mændene, der blev anholdt mandag, blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 28. marts.
De fem, der blev varetægtsfængslet onsdag, har fået samme frist.
De sidste tre personer er blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.