Dement kvinde fundet død i å

Onsdag eftermiddag blev en 79-årig kvinde fundet død i Lilleåen i Hadsten.

Det bekræfter Østjyllands Politi overfor TV2 Østjylland.

Kvinden var gået fra sit hjem klokken 02 natten til onsdag og var ikke blevet set siden.

Om formiddagen alarmerede familien politiet om, at de ikke kunne få fat på den ældre kvinde. Derfor satte politiet ind med hundepatrulje for at lede efter kvinden, og de forsøgte at spore hendes telefon for at kunne kortlægge hendes færden. Det fortæller Chris Mose, som er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Nogle timer efter alarmeringen fra familien, fandt hundepatruljen den døde kvinde i åen.

Familien til den 79-årige fortæller, at kvinden var dement. Politiet kan dog ikke svare på, om hun bar en gps-sender.