Indkøbscentret Emporia i Malmø er fredag eftermiddag blevet evakueret.
Ifølge SVT er der adskillige betjente tilstede med trukne våben.
Svensk politi siger til samme medie, at der ikke er sket noget, men at de gennemgår indkøbscentret efter information, som de har fået.
Politiet rykkede ud, efter at en person havde slået alarm, fordi han/hun havde set en anden person gå ind i centret med en våbenlignende genstand.
“Vi har fundet en person, som passer på signalementet, men han havde intet våben på sig. Vi vil nu gennemsøge Emporia, og vi håber at have afsluttet aktionen om kort tid,” siger pressetalsmand for Malmö Polis, Filip Annas, til SVT.
LÆS OGSÅ: Emporia åbner igen efter skudepisode
I august i år var der en skudepisode i Emporia, hvor en 15-årig dreng skød og dræbte en 31-årig mand. Den 15-årige blev efterfølgende anholdt, og han har erkendt drabet.