
Politiet er tirsdag aften massivt til stede i området omkring Dr. Abilgaards Allé på Frederiksberg, efter de har modtaget en anmeldelse om et knivstikkeri.
Det oplyser Københavns Politi til Presse-fotos.dk.
Billeder på stedet viser, at politiet afsøger i området med hunde. Vagtchefen oplyser dog, at det lader til, at ingen er blevet ramt.
– Heldigvis lader det til, at der intet er at komme efter, for vi har ikke fundet nogen, som er blevet ramt af knivstik, udtaler vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.
– Der er muligvis en fyr, som er blevet jagtet, og hvor der måske er blevet set en kniv, men det er ikke noget, som er blevet verificeret, siger han videre.



