Uro og slagsmål ved traktortræk-arrangement: 24-årig anholdt, da han kastede shots-emballage efter politiet

Politiet fik lørdag aften en henvendelse fra en vagtmand, som var til stede ved et traktortræk-arrangement ved Lammefjordsvej i Svinninge nær Holbæk.

I anmeldelsen lød det, at der var optræk til uro og måske slagsmål mellem nogle af gæsterne til arrangementet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Politiet sendte flere patruljer til stedet, som kunne konstatere, at der var omkring 5.000 tilskuere til arrangementet.

Politiets præventive tilstedeværelse på stedet betød, at der ikke var behov for at gribe ind over for nogen parter ved arrangementet, som ville slutte omkring midnat.

Da der ikke længere var behov for politiets tilstedeværelse, forlod de igen området.

Få timer senere, kørte politiet igen præventivt til området, hvor arrangementet blev afholdt.

Ved politiets ankomst, kunne patruljen konstatere, at omkring 10 personer var i slagsmål.

Politiet valgte at gøre brug af peberspray for at stoppe det igangværende slagsmål, før nogen kom til skade.

En 24-årig mand fra Nykøbing Falster kastede shots-emballage efter politiet og optrådte voldeligt, hvilket fik politiet til at anholde manden og sigte ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Den 24-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter at være blevet tilset af en læge, blev anbragt i detentionen til afrusning frem til de tidlige morgentimer, hvor han blev løsladt.

Manden kan dog forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.