
To biler har onsdag formiddag været involveret i et voldsomt sammenstød i krydset mellem Ribe-Vejle Landevej og Lunderskovvej i Bække i Sydjylland.
Det siger Syd- og Sønderjyllands Politi til Presse-fotos.dk.
– En af parterne har ikke overholdt sin vigepligt og vil derfor blive sigtet for den forseelse, siger Søren Strægaard, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
– En af parterne har været det, man kalder teknisk fastklemt, hvilket vil sige, at døren ikke ville åbne, men ingen er umiddelbart kommet alvorligt til skade, siger han videre.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 11:41.




