Påkørt i fodgængerovergang: To kørt på sygehuset, en i kritisk tilstand

Politiet er massivt til stede på Vestergade i Nyborg, hvor to personer tirsdag er blevet påkørt, mens de var ved at krydse en fodgængerovergang.

Det oplyser Fyns Politi til Presse-fotos.dk.

Politiet modtog anmeldelsen via 112 klokken 17:40.

– To personer er blevet påkørt i en fodgængerovergang, og vi er derude sammen med redningspersonale, fortæller Sten Nyland, som er vagtchef ved Fyns Politi.

– Begge personer er kørt på sygehuset, hvoraf den ene er i kritisk tilstand, siger han videre.

Politiet er nu ved at afhøre vidner på stedet og har også tilkaldt en bilinspektør, som skal kortlægge de nærmere omstændigheder omkring uheldet.

Den anden person, som også er kørt fra stedet i ambulance, er ikke i kritisk tilstand, ifølge de oplysninger, vagtchefen har på nuværende tidspunkt.

– Det kan dog nå at ændre sig, siger han.

Vestergade er i den forbindelse spærret fuldkommen af og vil forblive spærret i en rum tid, oplyser vagtchefen.