77-årig dame slået i ansigtet under indbrudsforsøg

En 77-årig dame er blevet udsat for et særdeles groft forsøg på indtrængen i sit hjem af to unge mænd.

Det er endnu uklart, hvad de to unge mænd kom efter, men sagen er blot en i rækken af mange uhyggelige, som i øjeblikket finder sted i området omkring Charlottenlund.

Den 77-årige dame befandt sig onsdag aften i sit eget hjem, da to unge mænd klædt i mørkt tøj forsøgte at skaffe sig adgang til damens villa.

Da det ikke lykkedes dem at trænge ind, opstod der tumult med den ældre dame, som blev slået i ansigtet og på armen, hvorefter de to kujonagtige mænd stak af.

Nordsjællands Politi oplyser, at den 77-årige dame måtte en tur på hospitalet for at blive tjekket efter tumulten. De oplyser i samme ombæring at de ser med stor alvorlighed på sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

De modtog anmeldelsen onsdag aften klokken 19.49. Kort efter ankom politiet til adressen, hvor de afspærrede hele området.

Politiet ankom med hundepatruljer, ligesom at deres teknikere også var på stedet oplyser Henriette Døssing, pressekoordinator i Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

Politiet har stadig svært ved at vurdere, hvad hændelsen handlede om, men måske drejer det sig om et hjemmerøveri eller endnu et af de mange bedragerier, som vi desværre ser en del af herhjemme efterhånden.

“Det er så tidligt i efterforskningen, at det kan vi ikke sige noget om. Vi kan ikke lægge os fast på motivet endnu. Men det er selvfølgelig en af de ting, vi kigger på”, siger Henriette Døssing, der kan oplyse, at afspærringen først blev ophævet klokken 00.30.

Med de mange tyverier, som i øjeblikket sker i området, har politiet en lille opfordring til borgerne.

Man skal sørge for at låse sin hoveddør. Ligesom, at det er en god ide at kigge ud af vinduet, hvis det ringer på døren. Man skal også være varsom med at åbne døren for folk man ikke kender.