66-årig forsøgt dræbt

En 66-årig mand blev, ifølge politiet, onsdag aften forsøgt slået ihjel af en bekendt.

En uoverensstemmelse mellem to mænd endte onsdag aften med, at den ene forsøgte at slå den anden ihjel.

Det mener Sydøstjyllands Politi, der har anholdt og sigtet en 34-årig mand for drabsforsøg på en 66-årig mand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge politiet er drabsforsøget sket på denne gade.

De to mænd, der kendte hinanden i forvejen, havde onsdag aften en uoverensstemmelse på Ribegade i Vejle, da den 34-årige ifølge politiet forsøgte at stikke den 66-årige mand med en ukendt genstand.

Episoden udspillede sig omkring klokken 17.43, oplyser politiet.

Efter overfaldet forlod den 34-årige mand gerningsstedet, men han blev klokken 17.55 anholdt af en patrulje på Flegmade i Vejle.

Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 11.30 ved Retten i Kolding, hvor der ventes at være krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil anmode om dørlukning.

Den 66-årige mand kom ikke alvorligt til skade, men politiets anklager vurderer altså, at den 34-årige havde til hensigt at dræbe. Det fremgår ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Sydøstjyllands Politi vil i den kommende tid være hyppigere til stede i området omkring Ribegade med tryghedsskabende patruljer, lyder det.

/ritzau/

Onsdag aften så flere beboere chokeret til, da en person blev angrebet.