En 32-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet kørt ned af en bus. Nu søger politiet vidner i offentligheden
I første omgang blev en 32-årig mand meldt alvorlig kvæstet og i kritisk tilstand efter en busulykke lørdag aften.
Søndag lød det fra hospitalet, at lægerne havde opgivet kampen for hans liv.
Ulykken skete i krydset mellem Østerbro og Karolinelundsvej i Aalborg, og nu lyder det fra Nordjyllands Politi, at man søger vidner til dødsulykken.
“Det handler om, at vi i forbindelse med efterforskningen af sagen skal have belyst den afdøde fodgængers præcise færden lige op til det specifikke ulykkestidspunkt. Og derfor vil vi gerne tale med borgere, som måtte have set selve ulykken, og hvor han kom gående fra lige før, at ulykken indtraf,” siger politikommissær Henrik Kjær Hansen i en pressemeddelelse.
Politiet søger altså borgere, der har været i området omkring ulykkesstedet lørdag aften den 14. december cirka klokken 21.55.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På nuværende tidssunkt ved Nordjyllands Politi ikke nøjagtig, hvad der er sket.
Det sker på trods af vidneafhøringer, afhøring af buschaufføren og af bilinspektørens undersøgelser.
“Det, vi ved, er, at en bybus påkører en 32-årig mand, der er fodgænger. Han er på kørebanen, da bussen kommer. Han bliver ramt og kommer under den forreste del af bussen, den del foran hjulene,” sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til TV 2 Nord efter ulykken.
Hvis du har informationer i sagen, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.