16-årig dansker går målamok

Med et hattrick i de to seneste kampe er en blot 16-årig dansker kommet på manges læber herhjemme.

Man kan nemt kalde ham brandvarm i øjeblikket.

Den blot 16-årige danske angriver Mikkel Bro Hansen har torsdag aften lavet sit andet hattrick på blot to kampe, da han scorede tre mål for sin norske klub Bodø/Glimt, i aftenens pokalkamp mod Junkeren fra Norges femtebedste række.

Der var blot spillet tre minutter, da Mikkel Bro Hansen bragte Bodø på 1-0.

Inden pausen i kampen nåede han ovenikøbet at notere sig for en assist ligeledes.

Efter pausen var han tilbage i målscorerens rolle, da han efter times spil gjorde det til 3-0.

Efter en reducerende scoring fra Junkeren var det endnu en gang tid for danskeren til at brillere.

Med godt et kvarter igen fuldendte han sit andet hattrick og scorede til 4-1.

En anden dansker lukkede og slukkede kampen, da Kasper Høgh satte bolden i netmaskerne til slutresultatet 5-1.

Det var det danske stortalents andet hattrick i streg i den norske pokalturnering.