14-årig dræbt i rutchebane: Rystende nyt

En teenagepige døde i en ulykke i Tivoli Friheden. Både Stats- og Rigsadvokaten har vurderet beviserne

Ingen vil blive draget til ansvar for en dødsulykke i Tivoli Friheden i 2022.

Det står klart, efter at Rigsadvokaten har vurderet en klage i sagen, skriver Århus Stiftstidende.

Tilbage i september opgav Statsadvokaten i Viborg påtale og stoppede efterforskningen i sagen.

– Vi mener ikke, at der kan føres bevis for, at enkeltpersoner eller selskaber burde have handlet anderledes i relation til ulykkens opståen, derfor stopper vi efterforskningen og lukker sagen, sagde statsadvokat Jakob Berger Nielsen fra Statsadvokaten i Viborg dengang.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var her, at den 14-årige afgik ved døden

Siden klagede nogen over afgørelsen, hvilket betød, at Rigsadvokaten skulle gennemgå beviserne forfra.

Her har Rigsadvokaten altså vurderet, at beviserne ikke er nok til at rejse en straffesag mod hverken Tivoli Friheden A/S eller jernstøberiet Sabro A/S. Det viser en aktindsigt i sagen, skriver lokalmediet.

Ifølge Århus Stiftstidende støbte Sabro A/S de gafler, der knækkede, så rutsjebanevognen mistede grebet i banen.

Ulykken skete den 14. juli 2022 i forlystelsen kaldet Cobra. Rutsjebanen, der var cirka 25 meter høj og kunne køre op til 70 kilometer i timen, var i brug, da en af vognene i vogntoget mistede grebet, så de bageste to sæder af en vogn knækkede af.

Som følge af ulykken mistede en 14-årig pige livet, og en 13-årig dreng fik håndskader.

/ritzau/