Vild med dans-dommer takker af: Hér er afløseren

Nikolaj Hübbe skal ikke være dommer i årets udgave af tv-programmet “Vild med dans”.

Det skriver TV 2 på sin hjemmeside.

I stedet skal den 66-årige tidligere danser Lene James Mikkelsen være dommer i programmet.

Tidligere på året kom det frem, at Nikolaj Hübbe har sygemeldt sig på ubestemt tid fra sin post som balletmester på Det Kongelige Teater.

Derfor er instruktør ved balletten Amy Watson blevet konstitueret som midlertidig balletmester. Det bekræftede Det Kongelige Teaters teaterchef, Kasper Holten, over for Politiken i august.

I juli meddelte Anne Laxholm, at hun også stopper som dommer i “Vild med dans”. Hun har været dommer i programmet, siden det begyndte i 2005.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: TV 2 Danmark

Hübbe har været dommer i “Vild med dans” siden 2011.

Politiken afdækkede i efteråret, hvordan ansatte på balletskolen opfordrede normalvægtige elever ned til niårsalderen til at tabe sig.

Undervisningsmiljøet har ifølge en række elever været baseret på frygt, og eleverne blev mobbet af lærere på skolen, har de fortalt

Både teaterchef Kasper Holten og balletmester Nikolaj Hübbe fik på den baggrund en “påtale” fra bestyrelsen.

I den kommende sæson af “Vild med dans” fortsætter både Sonny Fredie-Pedersen og Marianne Eihilt som dommere.

Programmet skal desuden have ny kapelmester, efter at Claes Antonsen, der stod i spidsen for The Antonelli Orchestra, trak sig tidligere på året.

Det skete, efter at DR-dokumentaren “Sexisme i musikbranchen” var blevet sendt. Her fortalte flere musikere, hvordan et unavngivet bandmedlem fra The Antonelli Orchestra under TV 2-programmet “Toppen af poppen” kom med grænseoverskridende kommentarer om deres kroppe kort før deres optræden.

Efterfølgende stod Claes Antonsen frem og undskyldte i et opslag på Facebook for at have udvist grænseoverskridende og sexistisk adfærd i mange år.

Den nye kapelmester bliver musikeren Oliver McEwan, skriver TV 2. Han vil samle et nyt orkester.