Mandag morgen er der sket en alvorlig landevejsulykke mellem en personbil og en lastbil. En lægehelikopter er netop landet ved stedet
Mandag klokken 08.03 har politiet sammen med brandvæsenet og ambulancetjenesten modtaget en anmeldelse om en ulykke mellem en lastbil og en personbil.
Det bekræfter vagtchef Kasper Skotte over for Presse-fotos.dk.
“Der er ambulancer derude, og så er der lige landet en lægehelikopter,” oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kasper Skotte.
Ifølge vagtchefen er der tale om et frontalsammenstød mellem de to køretøjer.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På det sociale medie X oplyser politikredsen, at ulykken er sket på Sorøvej mellem Stenlille og Stenmagle lige nord for Sorø på Vestsjælland.
Politiet opfordrer samtidig bilister til at finde alternative ruter.
“Ulykkesstedet er afspærret, da der er rekvireret en bilinspektør til stedet,” siger Kasper Skotte.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende
Vagtchefen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere på eventuel personskade, men der er sket alvorlig skade.
Der er i skrivende stund ikke nogen tidshorisont for genåbning af landevejen.
Presse-fotos.dk følger sagen …