Voldsom eksplosion i opgang: Politi med automatvåben rykker ud

Natten til onsdag blev beboere i Gersagerparken i Greve vækket af en voldsom eksplosion.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at de er på stedet, og har sendt et større opbud af politi og beredskab til stedet.

Ifølge politiet har der været en eksplosion i et indgangsparti til en opgang i etageejendommen.

”Vi ved, at noget er sprunget i opgangen,” udtaler vagtchef Benjamin Rasch fra Midt- og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

Det er dog fortsat uklart, hvad der præcist er sprunget.

Imens fortæller Presse-fotos.dks udsendte fra stedet, at “bomberyddere” også er ankommet.

”Vi ved, det er en eksplosion, men vi ved ikke helt præcist endnu, hvad det er,” siger Benjamin Rasch og tilføjer:

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Der er masser af overvågning opsat i området, mens politiet patruljerer

”Der er teknikere i gang med at undersøge for os.”

Politi og teknikere arbejder nu på stedet for at klarlægge omstændighederne. En større del af området foran opgangen er blevet afspærret, og politiet forsøger blandt andet at sikre billedmateriale fra stedet.

”Vi er i gang med at sikre overvågning derude,” siger vagtchefen.

Samtidig oplyser han, at politiet ikke har en specifik mistanke endnu:

”Vi er ikke sikre på, hvilken persongruppe der er tale om”

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.

”Vi kommer til at være til stede nogle timer endnu,” lyder det afsluttende fra vagtchef Benjamin Rasch.

Stort masseslagsmål brød pludselig ud