Tirsdag skal Grønlands parlament hastebehandle forslag om at forbyde udenlandske bidrag til politisk arbejde
Grønlands parlament, Inatsisartut, skal tirsdag hastebehandle et lovforslag om at forbyde anonyme og udenlandske bidrag til politisk arbejde.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq. AG.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget kommer efter opfordring fra Grønlands regering, Naalakkersuisut.
Lovforslaget skal “værne om Grønlands politiske integritet”.
Videre står der i lovforslaget, at det skal ses “i lyset af de geopolitiske interesser i Grønland og den aktuelle situation, hvor repræsentanter for en allieret stormagt har udtrykt interesse i at overtage og at kontrollere Grønland”.
USA’s præsident, Donald Trump, har den seneste tid flere gange udtrykt et ønske om amerikansk kontrol over Grønland. Det er blevet afvist af både Grønland og Danmark.
Lovforslaget kommer inden et nærtstående valg til parlamentet i Grønland. Det skal senest afholdes 6. april.
Da den grønlandske regering har et stort flertal i Inatsisartut må det ventes, at lovforslaget bliver vedtaget.
Bliver lovforslaget vedtaget tirsdag, hvor det ifølge Sermitsiaq.AG skal igennem alle tre behandlinger og stemmes om, vil det gælde for partier samt lokal- og ungdomsafdelinger af partier.
– Endvidere gælder forbuddet for medlemmer af Folketinget eller Inatsisartut og stedfortrædere herfor, samt for personer, som opstiller til et kommende valg til Folketinget eller Inatsisartut, fremgår det af bemærkningerne til forslaget.
Derudover vil loven gøre det forbudt for et parti at modtage private bidrag, som samlet overstiger 200.000 kroner. Eller bidrag fra en enkelt bidragyder, der overstiger 20.000 kroner.
I Danmark forsøger regeringen at gøre noget lignende – dog i et andet tempo.
I januar var regeringspartiet Moderaterne afsender på, at regeringen vil tage et kig på valgloven, så der kan laves et forbud mod udenlandske bidrag til danske valgkampe.
Det er dog uvist, hvornår et eventuel lovforslag om dette kommer.
/ritzau/