Justitsminister Peter Hummelgaard har i dag fremsat et lovforslag, der skal sikre den største strafskærpelse for personfarlig kriminalitet i nyere tid. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Forslaget er en del af strafreformen, regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier indgik aftale om i juni 2025.
Her blev det aftalt, at ‘markant hårdere straffe’ skal ramme kriminelle, der begår personfarlig kriminalitet.
Et nyt lovforslag skal nu føre den aftale ud i livet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I lovforslaget bliver der blandt andet lagt op til at fordoble straffen for grov vold, det kunne være kvindelig omskæring. Derudover lægger forslaget også op til en fordobling af straffen for besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år.
Ifølge justitsministeren skal lovforslaget sikre, at mennesker, der ødelægger andre menneskers liv, får en straf, der i højere grad afspejler forbrydelsens karakter.
”Voldsmænd, der med brutale overfald og voldtægter ødelægger andre menneskers liv, skal mødes med langt hårdere konsekvenser end i dag. Det er ganske enkelt for billigt, når en gerningsmand kan slippe med tre måneders fængsel for på den groveste og mest afstumpede vis at trampe sit bevidstløse offer i hovedet. Derfor er jeg glad for, at vi nu fremsætter et lovforslag, som vil føre til den største samlede strafskærpelse for personfarlig kriminalitet i nyere tid,” siger Peter Hummelgaard.
(Artiklen forstætter under faktaboksen)
Uddrag af elementer i lovforslaget
- Skærpelse med 100 procent af straffen for grov vold, herunder kvindelig omskæring, og særdeles grov vold.
- Skærpelse med 100 procent af straffen for besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år samt for digitale sexkrænkelser af personer, der er fyldt 18 år.
- Skærpelse med 50 procent af straffen for voldtægt ved vold eller trussel om vold, herunder overfaldsvoldtægt samt gruppevoldtægt.
- Skærpelse med 33 procent for vanvidskørsel efter straffeloven samt indførelsen af en ny bestemmelse om trafikdrab.
- Forhøjelse af grænsen for, hvornår der tidligst kan ske prøveløsladelse af livstidsdømte fra 12 år til 20 år.
- Forhøjelse af offerbidraget fra 500 til 1.000 kr.
Bag aftalen om strafreformen står de tre regeringspartier sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
I aftalen fremgår det, at det er en såkaldt ‘stemmeaftale’. Det betyder, at aftalepartierne er enige om at stemme for eventuel lovgivning, der er nødvendig for at gennemføre aftalen, for eksempel det nye lovforslag.
Kommunalvalget sender flere borgmestre ud af døren, men afgangen er ikke kun bitter.