Hvad sker der? Krigen i Ukraine har varet mere end fire år, mens der også er krig i Mellemøsten. Presse-fotos.dk giver her de seneste opdateringer på krigen i verden.
OBS: LIVEBLOGGEN OPDATERES IKKE LÆNGERE.
Løkke om våbenhvile: Kan forhindre globalt økonomisk kollaps
Ritzau
Fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skriver på den sociale platform X, at verden “uomtvisteligt” er et “bedre sted i dag end i går”.
Lars Løkke reagerer på, at der natten til onsdag er blevet annonceret en midlertidig våbenhvile mellem USA og Iran.
– Er verden et bedre sted i dag end i går? Uomtvisteligt. End for 40 dage siden? Mere end tvivlsomt.
– Men vi kan ikke springe tilbage i tid, så glæder mig over nattens våbenhvile, der potentielt kan genetablere fri sejlads i Hormuz (Hormuzstrædet, red.) og afværge voldsomt globalt økonomisk tilbageslag, skriver Løkke på X.
Oliepris styrtdykker: Falder til under 100 dollar efter våbenhvile-aftale
/ritzau/Reuters
Prisen på olie er faldet til under 100 dollar som følge af annonceringen af en to uger lang våbenhvile i Mellemøsten.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Prisen på en tønde Brent-råolie faldt hurtigt og dramatisk til 92,35 dollar. Det er et fald på 15 procent.
Det er ifølge mediet Axios det største fald i olieprisen siden Golfkrigen i 1991.
Ifølge CNN var prisen på en tønde olie 67,02 dollar den 27. februar, før krigen begyndte.
Aktiemarkedet har desuden reageret positivt på Irans melding om, at skibe kan sejle sikkert gennem flaskehalsen Hormuzstrædet de næste to uger.
Både amerikanske og europæiske futures steg som følge af udmeldingen. Amerikanske S&P 500 steg over to procent, mens de europæiske steg med over fire procent.
Futures er finansielle kontrakter, hvor man aftaler at købe eller sælge en aktie til en fast pris på et tidspunkt i fremtiden.
De kan handles uden for børsernes åbningstid og giver derfor et forvarsel om, hvor markedet skal hen, når de åbner igen.
På det asiatiske marked, hvor børsen har været åben natten til mandag dansk tid, steg det japanske Nikkei-indeks med cirka fem procent. Sydkoreas Kospi steg med seks procent.
Den seks uger lange konflikt har sendt oliepriserne i vejret og antændt frygten for en inflation.
Den har videre skabt økonomisk utryghed og har tvunget regeringer og virksomheder til hurtigt at finde løsninger på en pludselig energikrise.
20 procent af verdens olie og gas transporteres gennem Hormuzstrædet, som Iran de facto har blokeret, siden Israel og USA angreb landet den 28. februar.
Da USA's præsident, Donald Trump, natten til onsdag meldte ud på sit sociale medie, Truth Social, at USA vil indgå en våbenhvile med Iran, var der tale om et brat kursskifte.
Få timer forinden havde han sagt, at "en hel civilisation vil dø i nat", medmindre hans krav om blandt andet en genåbning af Hormuzstrædet blev opfyldt.
Iran bekræftede, at forhandlingerne er i gang og har til gengæld stillet som betingelse, at USA stopper sine angreb på golfstaten.
Israel støtter USA’s våbenhvile i Iran
Ritzau
Israel støtter USA’s præsident Donald Trumps beslutning om at indstille angreb på Iran i en periode på to uger.
Det meddeler premierminister Benjamin Netanyahus kontor onsdag i en udtalelse. Det skriver The Times of Israel.
Til gengæld for at indstille angrebene på Iran har Trump krævet, at Iran genåbner Hormuzstrædet.
Ifølge udtalelsen fra Netanyahus kontor omfatter våbenhvilen ikke Libanon.
– Israel støtter præsident Trumps beslutning om at suspendere angrebene mod Iran i to uger, forudsat at Iran straks åbner stræderne og stopper alle angreb på USA, Israel og lande i regionen, skriver Netanyahus kontor.
Da USA og Israel den 28. februar indledte krigen i Iran, var begrundelsen fra Trump, at han ville forhindre Iran i at udvikle atomvåben og missiler, der kunne nå USA.
– Israel støtter også USA’s indsats for at sikre, at Iran ikke længere udgør en atom-, missil- og terrortrussel mod USA, Israel, Irans arabiske naboer og resten af verden, skriver Netanyahus kontor.
– USA har fortalt Israel, at det er forpligtet til at opnå disse mål, som USA deler med Israel og Israels allierede i regionen i kommende forhandlinger.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der har spillet en rolle som mægler, har inviteret USA og Iran til forhandlinger om en fredsaftale i Pakistans hovedstad, Islamabad, på fredag,
Det meddelte Sharif natten til onsdag i et opslag på det sociale medie X.
Pakistans premierminister tilføjede, at den indgåede våbenhvile vil træde i kraft øjeblikkeligt og også omfatte Libanon.
Det afvises i udtalelsen fra Benjamin Netanyahus kontor.
– Den to uger lange våbenhvile omfatter ikke Libanon, står der kortfattet.
I Libanon er Israel i konflikt med den militante gruppe Hizbollah, der er støttet af Iran.
Under Israel og USA’s krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter.
Det har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.
Trump om våbenhvile: “Total og fuldstændig sejr“
Ritzau
USA’s præsident, Donald Trump, betegner den to uger lange våbenhvile med Iran som en sejr.
Det sker i et interview med nyhedsbureauet AFP, efter at parterne natten til onsdag har erklæret sig enige om en våbenhvile, der også betyder, at Iran vil genåbne Hormuzstrædet.
– Total og fuldstændig sejr. 100 procent. Ingen tvivl om det, siger Donald Trump til AFP.
Der er nu lagt op til videre forhandlinger mellem delegationer fra USA og Iran på baggrund af en iransk plan på ti punkter.
I et opslag på Trumps eget sociale medie, Truth Social, har præsidenten beskrevet den iranske plan som et brugbart udgangspunkt for forhandlinger.
Ifølge Trump vil Irans berigede Uran blive “håndteret perfekt” i aftalen, men han giver ikke nogen detaljer om, hvad det indebærer.
– Det vil blive perfekt håndteret, ellers ville jeg ikke have indgået en aftale, siger Trump.
Da USA og Israel den 28. februar indledte krigen i Iran, var begrundelsen, at Trump ville forhindre Iran i at få udvikle atomvåben og missiler, der kunne nå USA.
USA’s præsident bliver i interviewet med AFP også spurgt, om han mener, at Kina har spillet en rolle i at få Iran til at indgå en våbenhvile.
– Det hører jeg, lyder det fra Trump.
Donald Trump annoncerede, at han var villig til at indgå en våbenhvilen med Iran, såfremt Iran genåbnede Hormuzstrædet.
Våbenhvile i Mellemøsten får olieprisen til at falde markant
Reuters
Prisen på olie er faldet til under 100 dollar som følge af annonceringen af en to uger lang våbenhvile i Mellemøsten.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Prisen på en tønde Brent-råolie faldt hurtigt og dramatisk til 92,35 dollar. Det er et fald på 15 procent.
Aktiemarkedet har desuden reageret positivt på Irans melding om, at skibe kan sejle sikkert gennem flaskehalsen Hormuzstrædet de næste to uger.
Både amerikanske og europæiske futures steg som følge af udmeldingen. Amerikanske S&P 500 steg over to procent, mens de europæiske steg med over fire procent.
Futures er finansielle kontrakter, hvor man aftaler at købe eller sælge en aktie til en fast pris på et tidspunkt i fremtiden.
De kan handles uden for børsernes åbningstid og giver derfor et forvarsel om, hvor markedet skal hen, når de åbner igen.
På det asiatiske marked, hvor børsen har været åben natten til mandag dansk tid, steg det japanske Nikkei-indeks med cirka fem procent. Sydkoreas Kospi steg med seks procent.
Den seks uger lange konflikt har sendt oliepriserne i vejret og antændt frygten for en inflation.
Den har videre skabt økonomisk utryghed og har tvunget regeringer og virksomheder til hurtigt at finde løsninger på en pludselig energikrise.
20 procent af verdens olie transporteres gennem Hormuzstrædet, som Iran de facto har blokeret, siden Israel og USA angreb landet den 28. februar.