Vanvittige scener: Skyderi med maskinpistol i boligområde

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger skyldes en kæmpemæssig udrykning til et boligområde et skyderi med en maskinpistol

“Jeg kan ikke engang tælle så mange politibiler. Et stort område er blevet afspærret – flere hundrede lejligheder – og politiet er i gang med at afhøre mange vidner.”

Sådan lyder det onsdag middag fra Presse-fotos.dks udsendte, der er til stede ved en massiv politiaktion i et boligområde.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses dele af udrykningen – se flere billeder nederst

Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er det en mand med relation til rocker- og bandemiljøet, der er blevet ramt af skud fra en maskinpistol nær en parkeringsplads ved Byengen Kokkedal.

Det mandlige offer flygtede ifølge oplysningerne efterfølgende væk og er nu indlagt på hospitalet.

Vidner på stedet oplyser desuden til Presse-fotos.dk, at de så to mænd råbe ad hinanden – og at den ene løb hen for at rode i et bagagerum.

“Derefter lød der flere skud,” siger vidnet.

Senere bekræfter Nordsjællands Politi, at man er massivt til stede på Byengen i Kokkedal i forbindelse med anmeldelsen.

‘Vi er massivt tilstede på Byengen i Kokkedal i forbindelse med anmeldelse af et muligt skyderi. Flere personer er set løbe fra stedet. Politi og redning er på stedet. Intet yderlligere pt,’ oplyser Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi har endnu ikke bekræftet, at en eller flere personer er blevet ramt af skud, som Presse-fotos.dk har oplysninger om.

Tilstanden på den eller de ramte er ikke kendt.

LÆS OPDATERINGEN HER: Teenager bag brutal hændelse: Maskingeværsalver på gaden

Senere oplyser kilder til Presse-fotos.dk, at det er en rocker med tilknytning til HA, som er blevet skudt i hånden. Han er nu indlagt.