En grotesk mængde tiltalepunkter får nu en mand fængslet efter vanvid på vejene.
En motorcyklist er torsdag blevet dømt for intet mindre end 212 færdselsovertrædelser.
Manden, en 30-årig mand fra Glostrup, har fået en straf på et år og ni måneders ubetinget fængsel og 10 års ubetinget frakendelse af førerretten. Motorcyklen er desuden blevet konfiskeret efter det vanvittige antal overtrædelser.
Den 30-årige motorcyklist er blandt andet blevet fældet, fordi han selv har filmet flere af overtrædelserne. Det fik politiet til at starte en større efterforskning af sagen, da optagelser dukkede op på internettet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det kræver, at man holder tungen lige i munden for at holde styr på det svimlende antal.
Den 30-årige mand er blandt andet blevet tiltalt for følgende overtrædelser af færdsels- og straffeloven:
- 6 tiltaler for at bevidst at bringe andre trafikanters liv og førlighed i fare.
- 17 tiltaler for bevidst at køre særligt hensynsløst.
- 90 tiltaler om hastighedsoverskridelser, hvor der ifølge tiltalen blandt andet er blevet kørt intet mindre end 255 kilometer i timen.
- 10 tiltaler for kørsel på baghjulet.
- 1 tiltale for at køre om kap med en anden motorcyklist med op til 197 kilometer i timen i en 60-zone.
- 88 klip-sager.
Straffesagen er behandlet i Retten i Glostrup over seks retsdage. Sent onsdag kom afgørelsen.
‘Denne sag skiller sig ud på grund af sit store omfang med alvorlige og hensynsløse kørselsforløb, som efter anklagemyndighedens vurdering bragte andre trafikanter i fare. Derfor rejste vi tiltale efter straffeloven og lagde op til en fængselsstraf, og det har nu indhentet den tiltalte,’ siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen fra politikredsen.
Den 30-årige mand har taget betænkningstid med hensyn til at anke.