Vanopslagh åbner for at pege på Troels Lund Poulsen som statsminister

Han siger det ikke helt så skarpt som eksempelvis De Konservatives formand, Mona Juul, gjorde i juni, hvor hun sagde, at det var naturligt for hende at pege på Troels Lund Poulsen, Venstres formand, som statsminister.

Men Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, åbner nu for, at også LA kan være med til at gøre Troels Lund Poulsen til statsminister efter næste folketingsvalg.

Det siger Vanopslagh til Berlingskes nyhedspodcast “Pilestræde”. Meldingen kommer i forbindelse med LA’s sommergruppemøde, som finder sted i disse dage.

– Hvis man forestiller sig et scenarie, hvor der er blåt flertal, og Venstre siger, at de gerne vil gennemføre blå politik sammen med os andre, og at de gerne vil lede os – det ville ikke være et mareridtsscenarie for mig, siger Vanopslagh.

Han tilføjer, at han ikke bliver “ked af det ved tanken om, at Venstre vender hjem”.

Vanopslagh henviser til, at Venstre i øjeblikket sidder i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Her sidder Troels Lund Poulsen som forsvarsminister og vicestatsminister.

Troels Lund Poulsen har ikke officielt meldt sig som statsministerkandidat. Han har tidligere udtalt, at det vil kræve en større folkelig opbakning til Venstre.

I den seneste Voxmeter-måling foretaget for Ritzau står Venstre til 9,6 procent af stemmerne.

Dermed er statsminister Mette Frederiksen (S) fortsat den eneste officielle statsministerkandidat. Næste folketingsvalg skal senest finde sted 31. oktober 2026.

Foruden Mona Juul har også Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, udtalt, at han og DF peger på Troels Lund Poulsen som blå bloks statsministerkandidat.

Troels Lund Poulsen har ved flere lejligheder sagt, at han i den perfekte verden gerne ser en blå regering, men at en sådan en har lange udsigter i øjeblikket. Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, siger til Berlingske, at “der er bare et godt stykke vej derhen”.

– For Venstre er det afgørende, at det bliver et regeringsdueligt flertal, så vi kan gennemføre de konkrete borgerlige resultater, vi tror på vil gøre en forskel for Danmark og danskerne, siger hun.