Natten til søndag skete et voldsomt overfald, hvor en 23-årig mand blev stukket flere gange med en saks i brystkassen. Nu melder politiet nyt ud.
Omkring klokken 01.30 skete der et blodigt overfald på åben gade.
Her blev en 23-årig mand, ifølge politiet, stukket i brystet med en saks.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tre personer er sigtede i sagen, blandt andet en anden 23-årig mand, der nu er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter et grundlovsforhør tidligere på søndagen.
De to andre sigtede i sagen, der udspillede sig i Ingstrup, skulle være blevet løsladt.
Til B.T. kommer René Kortegaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, nu med ny information om den forurettedes tilstand.
‘Den 23-årige ligger nu i kunstigt koma. Han er blevet opereret, og det er efter alt at dømme gået godt,’ fortæller vagtchefen.
Den unge mand skulle være uden for livsfare, men René Kortegaard fortæller, ‘at det er meget alvorligt’.
Den forurettede mand skulle være blevet ramt tæt ved hjertet.
‘Nu ligger der en masse efterforskningsarbejde, hvor man skal klarlægge hændelsesforløbet og finde et eventuelt motiv,’ fortæller vagtchefen, der også tilføjer at man er færdig med arbejdet på gerningsstedet.

