Tunge amerikanere på besøg i Grønland

Fire amerikanske senatorer er lige nu i Grønland.

Opdateret: Amerikanerne har nu holdt pressemøde. Se, hvad de sagde nederst i artiklen.

En gruppe amerikanske senatorer på tværs af partiskel er ankommet til Grønland.

Ifølge TV 2 skal de under besøget mødes med medlemmer af Grønlands regering, det grønlandske parlament og repræsentanter fra erhvervslivet.

Den amerikanske delegationen består af den republikanske senator Lisa Murkowski fra Alaska, den uafhængige senator Angus King fra Maine samt de to demokrater Gary Peters fra Michigan og Maggie Hassan fra New Hampshire.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

‘Vi er ikke ude af krisen’

Det har været en travl weekend på verdens største ø.

Fredag rejste den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Grønland for at deltage i åbningen af både det franske og det canadiske konsulat.

Se også
Canada og Frankrig åbner konsulater i Nuuk

Med sig havde han den canadiske udenrigsminister Anita Anand, som ligeledes deltog i åbningen.

Lørdag holdt de to udenrigsministre sammen med Grønlands minister for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Vivian Motzfeldt, et pressemøde.

Her forholdt ministrene sig blandt andet til konflikten om Grønland, som ifølge Lars Løkke Rasmussen i dag befinder sig et bedre sted end for få uger siden.

“Vi er ikke ude af krisen, og vi har ikke en løsning endnu. Men som Vivian Motzfeldt har sagt, står vi meget bedre nu end for to uger siden. For der er ingen trusler på bordet og ingen handelskrig med Europa. Og det er godt. Alle er enige om at forsøge at løse det på en normal diplomatisk måde,” sagde den danske udenrigsminister lørdag.

Da Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt i starten af året rejste til USA for at mødes med den amerikanske vicepræsident og udenrigsministeren, blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal afsøge løsninger mellem de tre parter.

Arbejdsgruppen har allerede afholdt sit første møde, og ifølge TV 2 oplyste Lars Løkke Rasmussen på pressemødet, at det næste møde snart bliver afholdt.

‘I har mange venner i USA’

De amerikanske senatorer har nu holdt pressemøde i forbindelse med deres besøg i Nuuk, skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.

Det er den uafhængige senator fra Maine, Angus King, der indleder pressemødet.

Han understreger, at USA’s sikkerhedsinteresse i Grønland ikke behøver at munde ud i en overtagelse af landet.

“Selvom USA har en sikkerhedsinteresse i Grønland, så behøver det ikke betyde overtagelse af landet. Det er unødvendigt med den slags aktiviteter, vi har set i de seneste måneder,” fortæller Angus King.

Herefter overtager den republikanske senator Lisa Murkowski fra Alaska ordet.

“Jeg vil gerne minde jer om, at uanset vores præsidents udtalelser, så har vi en stor rolle i Kongressen. Og jeg mener, at der er en fælles interesse, som vi må arbejde sammen om, og den begynder og slutter med respekt og dialog,” siger hun.

Senator Gary Peters fra Michigan tager efterfølgende ordet.

“Vi er nødt til at have venner. Befolkningen i Grønland er vores venner, og befolkningen i Danmark er vores venner.” 

“Desværre har vi en præsident, som har brudt tilliden. Det er derfor, vi fire er her i dag. Dette er ét af mange skridt,” siger Gary Peters og fortsætter:

“Mit budskab til befolkningen i Grønland er: Vid, at I har mange venner i USA.”

Se også
Ny Norge-krise efter Epstein-filerne: Går af