Trump kræver stop for blodbad på Ukraine

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sender lykønskninger til Ukraine på landets uafhængighedsdag.

På det sociale medie X skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at han “sætter pris på de varme ord” og takker USA for at stå “skulder ved skulder” med Ukraine.

Dagen markerer, at det er 34 år siden, at Leonid Kravtjuk, som senere skulle blive Ukraines første demokratisk valgte præsident, satte sin underskrift på den ukrainske uafhængighedserklæring.

– Det er nu tid til at få stoppet de meningsløse drab, skriver Trump i sin lykønskning til Ukraine, som Zelenskyj har delt på X.

Trump har fået en stor rolle i forsøget på at bringe Ukraine og Rusland frem til en forhandlet fred.

De seneste uger har han holdt møder med Zelenskyj, europæiske statsledere og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Men endnu er det blevet ved snakken, når det gælder et potentielt møde mellem Putin og Zelenskyj.

– USA støtter en forhandlet aftale, som kan føre til en holdbar og varig fred, der afslutter blodsudgydelserne og sikrer Ukraines suverænitet og værdighed, står der i brevet fra Trump.

Zelenskyj deler også breve fra andre statsledere.

Det gælder for eksempel Kinas præsident, Xi Jinping, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. De udtrykker begge glæde over samarbejdet med Ukraine, men kommer ikke på samme måde med direkte opfordringer til at få stoppet krigen.