Tilfældige mennesker angrebet med kanonslag i centrum

En patrulje fandt søndag aften frem til tre yngre mænd, som skal have affyret fyrværkeri mod andre i Aarhus

Tre yngre mænd kastede søndag aften med kanonslag og skød fyrværkeri mod tilfældige personer i det centrale Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i politikredsens døgnrapport, der er udsendt mandag eftermiddag.

Ifølge anmeldelsen kom mændene kørende i en bil, mens de affyrede fyrværkeri mod andre. Det skete omkring fodgængerfeltet ved Ryesgade på Banegårdspladsen i Aarhus C og blev anmeldt klokken 20.19.

En patrulje blev sendt til stedet, men i første omgang var gerningsmændene forduftet.

Omkring en time efter anmeldelsen bemærkede en politipatrulje dog en bil, som passede på signalementet.

Bilen kom kørende ad Park Allé og fra Sønder Allé og blev stoppet på Ny Banegårdsgade. Få sekunder inden kunne betjentene høre et højt brag – formentlig i form af endnu et affyret kanonslag, skriver politiet.

I bilen var de tre mænd, som alle er blevet sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven. Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri 31. december og 1. januar, og det var altså forbudt søndag aften.

Da politiet ransagede bilen, som mændene kørte i, fandt betjentene flere bomberør på bagsædet og i bagagerummet. Alle bomberørene er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion.

Føreren af bilen var en 19-årig mand fra Aarhus V, som vedkendte sig ejerskabet af et par af bomberørene i bilen, mens de øvrige angiveligt tilhørte en 19-årig mand fra Brabrand, som sad som passager på forsædet.

På bagsædet i bilen sad en 21-årig mand fra Tilst.

Ifølge politiet kunne et par vidner bekræfte, at politiet havde fat i den bil, som tidligere på aftenen var blevet set på stedet. Politiet fandt også flere afskudte bomberør på Banegårdspladsen.

– Vi har et stort fokus på at få bekæmpet affyring af fyrværkeri i det tidsrum, hvor det ikke er tilladt, men ikke mindst også på at få bekæmpet kriminalitet, hvor gerningsmænd udsætter tilfældige og dermed sagesløse borgere for fare ved at skyde fyrværkeri efter dem, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen i politiets døgnrapport.

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og skriver, at de samme gerningsmænd angiveligt også har affyret fyrværkeri mod tilfældige omkring Lilletorv omkring klokken 20.30.

Ingen er umiddelbart kommet til skade ved episoden.

/ritzau/