Tidligere landsholdsspiller skifter spor: Stiller op til kommunalvalget

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget 18. november.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

47-årige Boldsen stiller op for De Konservative i Hørsholm Kommune.

Det sker efter opfordring fra den nuværende borgmester, Morten Slotved (K), der fortsat er partiets spidskandidat ved valget.

– Jeg synes, at det kunne være interessant at være med til at præge vores kommune til at blive den bedste i Danmark. Med tre skolebørn – to i folkeskolen og én i gymnasiet – så ligger det jo mig på sinde, hvilke muligheder vi tilbyder vores unge, siger Boldsen til Sjællandske Nyheder.

Efter håndboldkarrieren har Boldsen blandt andet arbejdet som tv-vært og håndboldekspert. Som spiller er han noteret for 186 landskampe og 405 mål fra 1998 til 2008.

På klubniveau spillede han i en række klubber, blandt andet i tyske SG Flensburg-Handewitt og spanske FC Barcelona.

I dag arbejder Boldsen ifølge Sjællandske Nyheder som selvstændig HR-konsulent. Her hjælper han små- og mellemstore virksomheder, og han laver ledelseskurser.