‘The coolest woman in pop’ fejrer 20-årsjubilæum i Danmark

Næste efterår fejrer Joan As Police Woman tyveåret for sit debutalbum med en turné, der lægger vejen forbi to danske byer.

I 2006 udgav den amerikanske musiker, singer-songwriter og producer Joan Wasser sit første album under kunstnernavnet Joan As Police Woman.

‘Real Life’ blev rost af anmeldere fra blandt andet The Guardian og Pitchfork. Og snart 20 år senere står det fortsat som et højdepunkt i New York-sangerindens karriere.

I 2026 fejrer Joan As Police Woman tyveåret for debuten med en europæisk jubilæumsturné.

I november lægger ’20 Years of Real Life’-turnéen vejen forbi Danmark, hvor Joan Wasser og bandet vil give to koncerter i Aarhus og København.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Joan As Police Woman, som hun så ud på det originale cover til ‘Real Life’. Foto: PR

Albummet, der ændrede alt

Selvom ‘Real Life’ var Joan As Police Womans første soloalbum, var det langt fra hendes første tur i et professionelt lydstudie.

Sangerinden, der blev døbt ‘the coolest woman in pop’ af The Times, gjorde sig først bemærket i 90’erne som violinist i bandet The Dambuilders.

Senere var hun blandt andet medlem af Antony and the Johnsons (senere Anohni and the Johnsons) og Black Beetle.

I sidstnævnte band gjorde hun sig for første gang som den primære sangskriver og frontfigur. Black Beetle opstod efter den ikoniske sanger og sangskriver Jeff Buckleys druknedød i 1997.

Joan Wasser og den afdøde sanger var forlovet, da han gik bort. Som en hyldest startede hun Black Beetle med de resterende medlemmer af Buckleys band.

I 2004 selvudgav Joan As Police Woman sin første solo-ep, og to år senere kom ‘Real Life’ så. Albummet ændrede sangerindens liv og blev en katalysator for hendes solekarriere.

“Music has saved my life. I am a devotee. It’s not something I can even choose or not choose, it’s just what it is. The album ‘Real Life’ holds the key to my whole life. At the time I felt compelled to get it all into one record because I couldn’t imagine a world where I’d make another,” udtaler Joan As Police Woman i en pressemeddelelse.

‘En konstant påmindelse om vores fælles menneskelighed’

Joan As Police Woman er fortsat aktiv med nye udgivelser – senest med albummet ‘Lemons, Limes and Orchids’ fra 2024.

Men i 2026 tager hun altså en tur ned ad ‘Memory Lane’ og spiller sit debutalbum i dets helhed, når hun gæster Train i Aarhus og DR Koncerthusets Studie2 i København.

Ved de to koncerter den 15. og 16. november vil hun ligeledes spille en række andre numre fra sit bagkatalog.

“Now twenty years later (and twelve albums into my career) the dream continues to unfold…I still live to play music. The shared experience of a concert is a constant reminder of our common humanity. ‘Real Life’ was the spark that lit my calling as a solo artist and I’m truly excited to revisit all the songs that mean so much to me and lovers of Real Life,” afslutter Joan As Police Woman.

Billetsalget starter den 12. december klokken 10 via All Things Live.

Den store folkemusikalske Tønder Festival er klar med en håndfuld nye navne, der blandt andet byder på en tidligere forsanger i et anmelderrost dansk band.