Med den snævrest mulige margin frifindes 33-årig mand for tiltalen om landsforræderi ved kampe i Syrien
En såret syrienkriger frifindes af Østre Landsret for en tiltale om, at han har begået landsforræderi ved i to år at kæmpe mod den danske stat, da han tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien.
Afgørelsen er faldet mandag i et nævningeting.
Dermed undgår den 33-årige Ahmad Salem El-Haj en dom med fængsel på livstid, hvilket var resultatet, da Københavns Byret behandlede sagen sidste år.
Der er stor uenighed om spørgsmålet i landsretten. Frifindelsen er sket med den snævrest mulige margin.
Fem nævninger, altså lægdommere, og tre landsdommere, ville finde ham skyldig. Derimod har fire nævninger stemt for frifindelse.
Når stemmerne falder sådan ud, siger reglerne i retsplejeloven, at det ikke er tilstrækkeligt til en domfældelse.
Den tiltalte i sagen har sagt, at han ikke kendte til, at Danmark var med i den koalition, som Islamisk Stat kæmpede imod.
Frifindelsen skyldes netop manglende forsæt til at overtræde bestemmelsen i straffeloven om landsforræderi.
Det er advokat Michael Juul Eriksen, der forsvarer den 33-årige. Han oplyser, at hans klient har siddet varetægtsfængslet i efterhånden fem år.
I retslokalet sidder Ahmad Salem El-Haj i en kørestol og læser kendelsen. Han blev alvorligt såret under krigshandlinger i Syrien.
På andre punkter er den 33-årige, der er palæstinenser og har boet i Brabrand ved Aarhus, dog kendt skyldig.
For eksempel at han lod sig hverve af Islamisk Stat og deltog i bevægelsens væbnede styrke i en periode på godt tre et halvt år. Dette er en overtrædelse af bestemmelser i straffeloven om terror.
Desuden forsøgte han at hverve sin familie til at begå terrorhandlinger.
Det er også en lovovertrædelse, at han sammen med andre krigere i 2013 lavede en video, hvor der blev skudt til måls efter fotos af blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, Ahmed Akkari og Naser Khader.
Videoen og skuddene udgør en trussel om terror.
Senere mandag fastsætter landsretten en straf til den 33-årige.
/ritzau/