Hvis der var valg i dag, ville et politisk flertal bakke op om at genindføre Store Bededag.
Der lød ramaskrig, da regeringen for knap tre år siden besluttede at sløjfe Store Bededag for at løfte det danske forsvarsbudget.
Nu tegnes der et billede af, at den flere hundrede år gamle helligdag kan finde vej tilbage til de danske kalendere.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I et interview med Weekendavisen slår Pia Olsen Dyhr fast, at SF vil forsøge at få genindført den omstridte dag.
“Mange danskere føler, at store bededag blev taget fra dem som af en tyv om natten. Vi skal genoprette folks tillid ved simpelthen at skrotte loven,” siger hun til avisen.
Den holdning har bred opbakning på tværs af partiskel.
På et borgerligt konvent i september sidste år meddelte Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne i samlet flok, at de også ønsker at bringe Store Bededag tilbage.
Og på X bakker Pelle Dragsted ligeledes op om forslaget.
“Selvfølgelig skal Store Bededag genindføres efter et valg, hvis SVM-regeringen falder. Én af regeringens værste svigt af danskerne. Tak til SF for en klar udmelding,” skriver Enhedslistens politiske ordfører.
Hvis der blev afholdt valg i dag, ville der med SF, Enhedslisten og de fire borgerlige partier være et politisk flertal for at bringe helligdagen tilbage.
Ifølge den seneste politiske meningsmåling fra Voxmeter, lavet for Ritzau, står de seks partier nemlig samlet til 93 mandater.
Til TV 2 fortæller Troels Lund Poulsen, at han ser frem til læse forslaget igennem.
“Jeg har ikke haft lejlighed til at se på Pia Olsen Dyhrs forslag. Det glæder jeg mig til at gøre resten af dagen,” siger forsvarsministeren.

