Den enorme kabale efter fyringen af Mette Nelund er lagt, og flere profiler overtager nye tjanser hos TV 2.
Den 1. maj møder en række højtstående TV 2-medarbejdere ind til nye arbejdsopgaver og titler.
Det annoncerer stationen i to pressemeddelelser tirsdag.
Der er tale om en større omrokering, der trækker tråde tilbage til fyringen af den daværende fiktionschef Mette Nelund i starten af september.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forlod stillingen i kølvandet på massiv kritik
Den 28. august sidste år bragte Filmmagasinet Ekko en artikel, hvor de afslørede, at bestyrelsen for Danske Dramatikere havde sendt et brev til TV 2 Fiktion, hvori foreningen kritiserede kulturen på stationen.
“Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde eller enkeltpersoners oplevelser, men derimod om en lang række vidnesbyrd, der tegner et generelt billede af et arbejdsmiljø, som efterlader mange manuskriptforfattere nedkørte og udpinte,” lød det ifølge mediet blandt andet i brevet.
Få dage senere var Mette Nelund fortid som fiktionschef.
Timingen vakte opsigt, men TV 2’s kommunikationsdirektør Cathrine Kier fortalte til Ekstra Bladet, at den ‘ledelsesmæssige beslutning’ ikke skyldtes kritikken fra Danske Dramatikere.
Uanset årsagen til Nelunds exit, blev det indholdsdirektør Lotte Lindegaard, der overtog tjansen, indtil en ny fast fiktionschef var fundet.
Og det arbejde blev Lindegaard tilsyneladende ret glad for. Hun har i hvert fald nu besluttet at indtræde i rollen permanent.
Dermed stopper hun som indholdsdirektør for at fokusere på fiktionsområdet.
“Over de sidste måneder har jeg virkelig fundet en gnist i at koncentrere min indsats på det afgørende kulturbærende område, som tv-fiktion er. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil helt tæt på det kreative, branchen og fremtidens talentudvikling. Og med hovedlinjerne i 2030 strategien på plads, er tidspunktet rigtigt,” udtaler Lotte Lindegaard blandt andet om sit valg i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere ændringer på TV 2 Nyhederne
Som følge af Lotte Lindegaards beslutning om at forlade rollen, som hun har besat siden 2021, har TV 2 hentet den nuværende nyhedsdirektør Ulla Pors ind som ny indholdsdirektør.
Hun indtræder samtidig i TV 2’s direktion fra den 1. maj.
“Det er en meget erfaren, publicistisk stærk og dygtig leder, der overtager indholdsområdet i TV 2, og den rigtige til opgaven i den tid, vi er i, er Ulla Pors,” siger TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, blandt andet om valget af Pors i en pressemeddelelse.
Ulla Pors’ titel som nyhedsdirektør overtages af Anne Mette Svane, der i dag er chefredaktør for TV 2 News og souschef i TV 2 Nyhederne.
“Selvfølgelig er det Anne Mette Svane, der fremover skal lede nyhedsafdelingen. De sidste fire år på News har hun bevist, at hendes evner som både journalist og leder er helt unikke. Jeg glæder mig til at se Anne Mette i den nye, vigtige rolle,” siger Ulla Pors om hendes arvtager i en pressemeddelelse.
Udnævnelsen af Anne Mette Svane som nyhedsdirektør giver anledning til en ny opstilling for TV 2 Nyhedernes chefhold.
Den nuværende chefredaktør og nyhedschef på TV 2 Nyhederne, Jon Hasselbalch Mikkelsen, skal være souschef og stedfortræder for nyhedsdirektøren. Og Thomas Hem Gadsbølle, der siden 2021 har været redaktionschef på TV 2 News, stepper op som chefredaktør for nyhedskanalen.

