Onsdag den 12. august 2026 får vi danskere mulighed for at opleve et af årets mest spektakulære naturfænomener, når Månen glider ind foran Solen og skaber en markant solformørkelse.
Selvom formørkelsen ikke bliver total i Danmark, vil den være den største, vi har kunnet opleve herhjemme siden 1954. Afhængigt af hvor i landet man befinder sig, vil mellem 83 og 85 procent af Solens skive blive dækket.
Sådan forløber solformørkelsen
Med udgangspunkt i Odense begynder solformørkelsen omkring klokken 19.10. Den topper omkring klokken 20.05, hvor Månen dækker størstedelen af Solen, inden den gradvist aftager og slutter omkring klokken 20.56, tæt på solnedgang. Det betyder, at vejret får stor betydning for oplevelsen, da Solen samtidig står lavt på himlen. Se tabellen nederst for mere info.
Total solformørkelse på Island og i Spanien
Mens Danmark må nøjes med en meget stor delvis solformørkelse, bliver oplevelsen endnu mere spektakulær længere syd- og nordpå. Den totale solformørkelse bevæger sig over en strækning på omkring 8.260 kilometer, og inden for et cirka 300 kilometer bredt bælte bliver Solen dækket helt af Månen.
Blandt de steder, hvor man kan opleve totaliteten, er Island, hvor formørkelsen varer op til 2 minutter og 18 sekunder, samt flere spanske byer som Zaragoza, Valencia, Bilbao, Palma de Mallorca og på Ibiza.
Husk de særlige solformørkelsesbriller
Selvom en stor del af Solen bliver dækket, er det ikke sikkert at kigge direkte mod Solen uden den rette beskyttelse. Derfor anbefales det, at man på forhånd køber godkendte solformørkelsesbriller, som er specielt udviklet til at beskytte øjnene under fænomenet. Almindelige solbriller – uanset hvor mørke de er – giver ikke tilstrækkelig beskyttelse.
Næste chance bliver i 2027
Den seneste delvise solformørkelse kunne opleves i marts 2025. Efter årets begivenhed bliver den næste partielle solformørkelser synlige fra Danmark den 2. august 2027.

For mange danskere bliver den 12. august derfor en sjælden mulighed for at opleve et imponerende naturfænomen. Husk solformørkelsesbrillerne!
Kilde: Videnskab.dk

