Dansk Industri deltager ikke i årets Copenhagen Pride, men vil se tiden an, før organisationen vender tilbage som sponsor.
Det siger Kinga Szabo Christensen, der er rådgivningsdirektør i Dansk Industri (DI), i en skriftlig kommentar til Ritzau.
– Vi har haft mange interne drøftelser og er endt på en beslutning om at se tiden an, så de gode intentioner tager form, inden vi aktivt deltager i paraden igen under DI-flag, lyder det.
Årets Pride-parade, der finder sted i København til august, bliver altså fortsat uden officiel deltagelse fra Dansk Industri.
Beslutningen om ikke at deltage kommer som reaktion på sidste års pride, hvor flere store sponsorer, heriblandt DI, valgte at trække deres støtte til arrangementet.
Dansk Industri fastslår, at inklusionsområdet er en vigtig del af organisationens dagsorden.
– Vi har nu taget initiativ til at samle ledende aktører fra hele LGBT-miljøet i et nyt forum, hvor vi kan samle erfaringer og viden, der kan gøre en forskel på det danske arbejdsmarked, siger Kinga Szabo Christensen.
Copenhagen Pride-paraden finder sted den 17. august.